Offentliggørelse af regulerede beløbssatser for beregning af betalingsevne for 2025

Sagen angik, om det var med rette, at Skattestyrelsen havde nægtet at udbetale omkostningsgodtgørelse til klageren med henvisning til, at klageren ikke hæftede for i alt 13 fakturaer, som var udstedt af bistandsyderen til klageren samt for de sagsomkostninger, som klageren var blevet pålagt at betale af Vestre Landsret og Højesteret.

Der forelå to forskellige aftalegrundlag i sagen. Et aftalegrundlag vedrørende den bistand, som blev ydet ved byretten og Vestre Landsret, og et aftalegrundlag vedrørende den bistand, som blev ydet til sagen ved Højesteret.

Ud fra en konkret vurdering og fortolkning af aftalegrundlaget fandt Landsskatteretten, at klageren hæftede for de fakturaer, som vedrørte udgifter til sagkyndig bistand, som var ydet ved byretten og Vestre Landsret samt sagsomkostninger pålagt af Vestre Landsret. Landsskatteretten henså blandt andet til, at det var Skatteministeriet, som havde indbragt Landsskatterettens afgørelse for domstolene, hvorfor klageren som udgangspunkt var berettiget til 100 % godtgørelse for udgifterne, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 2, og det forhold, at bistandsyderen i aftalebrevet havde skrevet, at klageren ikke behøvede at betale de fremsendte fakturaer, måtte ifølge Landsskatteretten anses som et udtryk for, at bistandsyderen havde forsøgt at opfylde sin almindelige oplysningspligt efter de advokatetiske regler.

Hvad angik udgifterne til sagen ved Højesteret, fandt Landsskatteretten, at det ikke var godtgjort, at klageren havde påtaget sig at betale for mere end fastsat i aftalen mellem bistandsyderen og klageren, hvorfor betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, alene var opfyldt, hvad angik klagerens egen andel af udgifterne til sagen ved Højesteret.

Landsskatteretten ændrede herefter Skattestyrelsens afgørelse, således at klageren var berettiget til 100 % omkostningsgodtgørelse, hvad angik udgifterne til sagen ved Vestre Landsret. Landsskatteretten ændrede endvidere Skattestyrelsens afgørelse, hvad angik udgifterne til sagen ved Højesteret, hvorefter klageren var berettiget til omkostningsgodtgørelse med 50 % af et beløb på 29.426 kr. 

Retten fandt, at der havde været grundlag for en skønsmæssig ansættelse af sagsøgerens skattepligtige indkomster og momstilsvar i 2012-2014, da sagsøgeren havde haft et negativt privatforbrug.

Retten fandt endvidere, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at de skønsmæssige ansættelser var udøvet på et forkert grundlag eller medførte et åbenbart urimeligt resultat, idet den af sagsøgeren afgivne forklaring og de fremlagte erklæringer ikke var bestyrkede ved objektive kendsgerninger. Henset til indsætningernes hyppighed og omfang sammenholdt med sagsøgerens øvrige indkomst lagde retten til grund, at sagsøgeren drev uregistreret virksomhed i 2012 og 2013. 

Retten fandt endelig, at fristerne for ordinær fastsættelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst og momstilsvar var opfyldt for en del af perioden, og at betingelserne for ekstraordinær fastsættelse af sagsøgerens momstilsvar for den øvrige periode var opfyldt, idet sagsøgeren havde undladt at indberette den momspligtige omsætning fra uregistreret virksomhed, selvom sagsøgeren var bekendt med de faktiske forhold. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet. 

Sagen angik, om omkostninger, som et selskab havde afholdt i indkomstårene 2019 og 2020 til udvikling af et softwareprodukt, var anvendt til forsøgs- og forskningsvirksomhed omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1, og selskabet derved var berettiget til udbetaling af skattekredit efter ligningslovens § 8 X. På baggrund af et afholdt syn og skøn fandt Landsskatteretten, at selskabet havde løftet bevisbyrden for, at omkostningerne til udviklingen af softwareproduktet var omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1, og at selskabet derfor var berettiget til udbetaling af skattekredit efter ligningslovens § 8 X. Landsskatteretten ændrede således Skattestyrelsens afgørelse, idet Landsskatteretten hjemviste sagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen med henblik på opgørelse af selskabets udgifter til udvikling af softwareproduktet, som var omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1 og 4, og opgørelse af skattekreditten efter ligningslovens § 8 X.

Liste over lande, der med virkning for indkomståret 2025 skal anses for udviklingslande i relation til ligningslovens § 7 K, stk. 5.

Et selskab havde påklaget Skatterådets bindende svar på selskabets spørgsmål 1, hvorefter Skatterådet ikke kunne bekræfte, at selskabets afbrænding af det afdampede opløsningsmiddel toluen var afgiftsfritaget efter energiafgiftslovene. Selskabet anvendte toluen til at opløse gummi, som blev lagt på en papirdug, hvorefter toluenen blev afdampet i en konvektionsovn. Procesluften fra konvektionsovnen, indeholdende afdampet toluen, blev ledt ind i et RTO-anlæg, hvor den blev forbrændt med henblik på rensning for uønskede molekyler. Hele eller dele af energimængden i den rensede procesluft blev herefter overført til en ny mængde procesluft, der blev tilført RTO-anlægget. Som følge af RTO-anlæggets særlige interne varmegenindvinding forløb forbrændingsprocessen uden tilsætning af eksterne brændsler. Den overskydende varme fra RTO-anlægget blev bl.a. anvendt til at opvarme konvektionsovnen.

Landsskatteretten fandt, at toluenindholdet i procesluften var omfattet af mineralolieafgiftslovens afgiftspligtige vareområde, idet toluenindholdet udgjorde et kulbrintebrændstof, og idet dette ved hjælp af det hertil særligt indrettede RTO-anlæg blev anvendt som brændsel til opvarmning efter mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 2, henset til fortolkningen af dette begreb fastlagt ved EF-domstolens dom af 29. april 2004 (C-240/01). Landsskatteretten fandt endvidere, at hverken hele eller dele af toluenindholdet i procesluften var fritaget for afgift efter mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 11 og 12, hvorefter et energiprodukt, eller en forholdsmæssig del heraf, der medgik direkte til produktion af et tilsvarende energiprodukt, var fritaget for afgift. Landsskatteretten henviste til fortolkningen af den tilsvarende undtagelse i energibeskatningsdirektivets art. 21, stk. 3, fastlagt ved EU-domstolens dom af 6. juni 2018 (C-49/17). Landsskatteretten stadfæstede herefter Skatterådets besvarelse af spørgsmål 1.

Selskabet havde endvidere påklaget Skatterådets bindende svar på selskabets spørgsmål 2, hvorefter Skatterådet ikke kunne bekræfte, at selskabets afbrænding af det afdampede opløsningsmiddel toluen var afgiftsfritaget efter kuldioxidafgiftsloven, men dog henviste til begrundelsen. Heraf fremgik bl.a., at idet kuldioxidafgiftsloven ikke indeholdt regler, som fastsatte eller kunne anvendes til at fastsætte en kuldioxidafgiftssats for toluen, kunne der ikke opkræves kuldioxidafgift af toluen. Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets besvarelse af spørgsmål 2 under henvisning til Skatterådets begrundelse.

Skattestyrelsen har fastsat vejledende priser for hjorte for indkomståret 2024.

Skattestyrelsen har fastsat vejledende priser for normaludgift pr. kostdag og værdi af forbrug af egne produkter for indkomståret 2025.

Sagen, der var henvist til afgørelse i Landsskatteretten, angik spørgsmålet om, hvilke kriterier der skulle være opfyldt ved anmodning om genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1.

Klageren havde indsendt en anmodning om genoptagelse af ejendomsvurderingerne for et større antal af klagerens ejendomme. Det var anført, at anmodningen vedrørte genoptagelse af ansættelse af grundværdien, den omberegnede grundværdi, ejendomsværdien og/eller beregning af den delvise dækningsafgiftspligtige forskelsværdi. Anmodningen indeholdt endvidere en oplistning af de forhold, der kunne være fejlbehæftet i de nævnte ansættelser i én eller flere af ejendommens historiske vurderinger.

Landsskatteretten fandt, at kravet om samtidig dokumentation i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, indebar, at den klageberettigede samtidig med genoptagelsesanmodningen skulle angive en specifik vurdering eller på anden vis gøre myndigheden i stand til at identificere den eller de fejlbehæftede vurderinger, der var omfattet af anmodningen.

Landsskatteretten fandt på den baggrund, at klagerens anmodning ikke havde afbrudt fristen for anmodning om genoptagelse af nogen af ejendommens historiske vurderinger. Retten fandt endvidere, at Vurderingsmyndigheden ikke havde pligt til at vejlede klageren i at indgive en anmodning, der kunne opfylde kriterierne i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, idet den utilstrækkelige anmodning var indgivet dagen før udløbet af den absolutte frist i medfør af skatteforvaltningslovens § 33 b.

I en forudgående sag havde Skattestyrelsen foretaget en transfer pricing regulering af et selskab i relation til selskabets filial i England. Selskabet påklagede Skattestyrelsens afgørelse til Skatteankestyrelsen og anmodede umiddelbart derefter om, at sagen blev berostillet blandt andet med henvisning til igangværende forhandlinger efter EF-voldgiftskonventionen vedrørende en lignende regulering for et tidligere indkomstår. Skatteankestyrelsen imødekom selskabets anmodning. Efterfølgende blev der også igangsat forhandlinger efter EF-voldgiftskonventionen vedrørende de påklagede indkomstår, og sagen vedblev derfor med at være i bero, indtil den blev tilbagekaldt som følge af, at selskabet accepterede resultatet af forhandlingerne mellem myndighederne.

I den efterfølgende klagesag vedrørende Skattestyrelsens afslag på fuld omkostningsgodtgørelse fandt Landsskatteretten, at medholdsvurderingen for klagesagen i Skatteankestyrelsen skulle følge medholdsvurderingen for sagen omfattet af EF-voldgiftskonventionen. Med henvisning til at formålet med EF-voldgiftskonventionen var ophævelse af dobbeltbeskatning, fandt Landsskatteretten endvidere, at den ændring af den danske skatteansættelse, som resultatet af forhandlingerne mellem myndighederne medførte, skulle sættes i forhold til det dobbeltbeskattede beløb. Selskabet var derfor berettiget til en godtgørelse på 100 % af det godtgørelsesberettigede beløb.

Sagen angik, om en fonds hensættelser var blevet uddelt til opfyldelse af almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål. Det var fastsat i fondens vedtægter, at uddelinger udelukkende kunne ske til personer eller organisationer med tilknytning til H2 eller dets virke. Landsskatteretten udtalte, at det fulgte af praksis, at uddelinger skulle komme en videre kreds til gode for at kunne blive anset som almenvelgørende eller almennyttige. Landsskatteretten fandt, at uddelingerne ikke var sket til en ubestemt videre kreds, når fonden alene uddelte til personer med tilknytning til en bestemt virksomhed. Kravet om almenvelgørende eller almennyttigt formål var derfor ikke opfyldt. Det var herefter med rette, at Skattestyrelsen havde foretaget efterbeskatning af de af fonden foretagne hensættelser til senere uddeling til almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt formål efter fondsbeskatningslovens § 4, stk. 4. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik klage over et bindende svar fra Skatterådet på en række spørgsmål om, hvorvidt en forenings aktiviteter var momsfritaget. Der var tale om, at foreningens medlemmer bl.a. betalte et gebyr for at blive optaget i foreningen og et løbende kontingent. Foreningens hovedkontor håndterede medlemsadministrationen og kontingentopkrævningen. Som kontingentbetalende medlem havde man adgang til forskellige arrangementer, ligesom medlemmerne modtog et medlemsblad fire gange årligt, som dækkede den samlede forening, samt også lokale medlemsblade, der dækkede de lokale aktiviteter.

Landsskatteretten fandt, at foreningens aktiviteter for sine medlemmer havde et formål i sig selv og ikke kun kunne anses som en organisatorisk ramme, og at det ikke var godtgjort, at foreningen havde vedtægtsbestemte formål af filantropisk karakter. Landsskatteretten fandt det endvidere ikke godtgjort, at der var en sammenhæng mellem de aktiviteter, som medlemmerne fik adgang til via betalingen af et kontingent, herunder adgang til arrangementer og blade m.v. og foreningens indsamling og udlodning af midler til velgørenhed. Landsskatteretten fandt herefter, at foreningen ikke opfyldte betingelserne for momsfritagelse efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 4. Under henvisning hertil fandt Landsskatteretten det heller ikke godtgjort, at foreningens formål var almenvelgørende eller på anden måde almennyttig, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 21.  Landsskatteretten bemærkede videre, at foreningens velgørende aktiviteter isoleret set ikke kunne anses for omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 21, idet foreningen ikke havde godtgjort, at foreningen opfyldte betingelsen om, at foreningens overskud udelukkende anvendtes til foreningens velgørende formål. Landsskatteretten stadfæstede det bindende svar.

Sagerne angik dels om skattemyndighederne, efter den dagældende skattekontrollovs § 3, stk. 4, jf. § 5, stk. 3, var berettiget til at tilsidesætte skatteyderens regnskabsgrundlag og foretage en skønsmæssig forhøjelse af skatteyderens indkomst, dels om skattemyndighederne var berettiget til at fastsætte virksomhedens momstilsvar skønsmæssigt efter opkrævningslovens § 5, stk. 2. 

Skatteyderen, en enkeltmandsvirksomhed, som drev købmandsforretning, blev udtaget til kontrol, da Skattestyrelsen konstaterede, at han i sin selvangivelse for indkomståret 2015 havde oplyst, at hans revisor havde taget forbehold ved enkeltmandsvirksomhedens årsregnskab. Skattestyrelsen fandt herefter, at virksomhedens regnskaber ikke kunne danne grundlag for et skattemæssigt årsregnskab. Skattestyrelsen forhøjede således skatteyderens indkomst for 2015-2016 baseret på ikke-bogførte indsætninger på virksomhedens bankkonto samt baseret på en privatforbrugsberegning, som viste et negativt privatforbrug i 2015. Herudover forhøjede Skattestyrelsen enkeltmandsvirksomhedens momstilsvar for perioden 1. januar 2016 - 31. december 2016 baseret på de samme ikke-bogførte indsætninger. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse for så vidt angår forhøjelserne baseret på indsætninger og nedsatte efter en konkret vurdering forhøjelsen af indkomsten baseret på privatforbrugsberegningen for 2015 fra 248.800 kr. til 216.336 kr.

Retten fandt, at Skattestyrelsen var berettiget til at tilsidesætte regnskabet i enkeltmandsvirksomheden og ansætte indkomsten henholdsvis fastsætte momstilsvaret skønsmæssigt. Videre fandt retten, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelser var tilsidesættelige. Endelig fandt retten, at afgørelserne var tilstrækkeligt begrundet, og at afgørelserne ikke var mangelfulde. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

T var tiltalt for som forhold 1-3 for overtrædelse af momsloven, ved for perioden 1. januar 2014 til 30. september 2014, som indehaver af en enkeltmandsvirksomhed, med forsæt til at unddrage statskassen afgift, at have undladt at angive størrelsen af virksomhedens udgående og indgående afgift, hvorved statskassen blev unddraget moms for 118.547 kr.

Som forhold 4 var T tiltalt for ved for perioden 1. oktober 2014 til 31. december 2014, som hovedanpartshaver og direktør i et selskab, med forsæt til at unddrage statskassen afgift, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet han angav et negativt momstilsvar på 69.365 kr. for selskabet, selvom momstilsvaret rettelig var 0 kr., hvorved statskassen blev unddraget 69.365 kr. i moms.

Som forhold 5 var T tiltalt for overtrædelse af bogføringsloven ved i perioden fra 1. januar 2015 til 25. april 2016, som direktør i et selskab, at være ansvarlig for, at bogføringen ikke var tilrettelagt og udført i overensstemmelse med god bogføringsskik, herunder at selskabets indtægter og udgifter blev bogført i fuldt omfang, og at der i fornødent omfang forelå dokumentation i form af bilag for samtlige ind- og udbetalinger, samt ved at have undladt at opbevare regnskabsmaterialet på betryggende vis i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, materialet vedrørte.

Anklagemyndigheden påstod T idømt en bøde på 310.000 kr.

T nægtede sig skyldig og forklarede, at der ikke havde været aktivitet i enkeltmandsvirksomheden i perioden fra 1. januar 2014 til 30. september 2014, idet hele virksomhedsaktiviteten var flyttet til selskabet pr. 1. januar 2014. Han sendte regnskabsbilagene videre til sin revisor, som udarbejdede regnskaber og registrerede virksomhedens udgående og indgående afgift.

Byretten fandt, at det uanset T’s forklaring på grundlag af de udstedte fakturaer måtte lægges til grund, at T ikke effektivt havde ophørt aktiviteten i enkeltmandsvirksomheden pr. 31. december 2013, idet fakturaerne fra samarbejdspartnerne løbende i 1., 2. og 3. kvartal 2014 blev udstedt til enkeltmandsvirksomheden. Det var T, der som ejer og ansvarlig for enkeltmandsvirksomheden var ansvarlig for, at virksomhedens aktiviteter og udgående og indgående afgift blev registreret korrekt. T fandtes herefter skyldig i forhold 1-3.

Vedrørende forhold 4 fandt retten, at det i tilstrækkelig grad var bevist, at dokumentationen for det negative momstilsvar, ikke var udstedt af den anførte virksomhed, og T fandtes herefter skyldig i forhold 4.

T blev frifundet for forhold 5, idet der ikke var ført tilstrækkeligt bevis for påstanden.

T idømtes som tillægsstraf en bøde på 155.000 kr. Bøden blev nedsat under henset til den udstrakte sagsbehandlingstid forud for sagens fremsendelse til retten.

T ankede byretsdommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.

Landsretten stadfæstede byrettens dom.

Sagen angik, om en virksomhed var berettiget til at indbringe en afgørelse truffet af Landsskatteretten efter udløbet af indbringelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3. 

Skattestyrelsen havde truffet afgørelse om dels at nægte virksomheden et momsmæssigt fradrag for indkøb af underleverandørydelser i henhold til momslovens § 37, dels at virksomheden var ansvarlig for manglende indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag efter kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1. Virksomheden påklagede afgørelsen til Landsskatteretten. 

Skatteankestyrelsen opdelte ved modtagelse af klagen spørgsmålet om momsfradrag henholdsvis indeholdelsespligtig A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i to sager med hver sit sagsnummer, hvilket virksomheden blev orienteret om. Landsskatteretten traf herefter særskilte afgørelser i sagerne om momsfradrag henholdsvis indeholdelsespligtig A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. 

For domstolene indbragte virksomheden alene Landsskatterettens afgørelse vedrørende indeholdelsespligtig A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Efter udløbet af fristen for indbringelse en administrativ afgørelse efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, anmodede virksomheden retten om, at Landsskatterettens afgørelse vedrørende virksomhedens momsfradrag blev inddraget til påkendelse i sagen. Skatteministeriet nedlagde heroverfor påstand om afvisning. Spørgsmålet blev udtaget til særskilt forhandling på skriftligt grundlag. 

Med henvisning til at fristreglen er en absolut fristregel, og at det klare udgangspunkt når en sag anlægges efter fristen er, at sagen skal afvises, gav retten Skatteministeriet medhold i, at Landsskatterettens afgørelse angående virksomhedens momsfradrag, skulle afvises.  

Sagen vedrørte periodisering af klagerens engangsbeløb optjent i henhold til dagældende cirkulære nr. 9450 af 18. juni 2019 om aftale af engangsbeløb til tjenestemænd efter optjening af 37 års pensionsalder. Engangsbeløbet var blevet udbetalt samtidig med klagerens tjenestemandspension for april 2020, hvorefter beløbet var blevet direkte modregnet. 

Landsskatteretten fandt, at klageren havde erhvervet endelig ret til engangsbeløbet i marts 2020, idet engangsbeløbet blev optjent kvartalsvis, og at der blev erhvervet endelig ret til kvartalets bidrag til engangsbeløbet, når tjenesten i det pågældende kvartal var udført. I tilfælde af død forud for udbetalingen tilfaldt det optjente engangsbeløb dødsboet. Ellers blev engangsbeløbet efter det foreliggende udbetalt en af de sidste dage inden pensioneringen sammen med den første måneds pension, der - i modsætning til engangsbeløbet - ikke var endeligt erhvervet på det tidspunkt.

På baggrund heraf fandt Landsskatteretten, at engangsbeløbet rettelig skulle have været henført til marts og ikke april 2020 og pålagde herefter Skattestyrelsen at foretage det fornødne for at korrigere registreringen i eIndkomstregisteret i overensstemmelse hermed.

Sagen angik en skatteyder, som i indkomstårene 2012 - 2014, havde drevet uregistreret tømrervirksomhed. Virksomhedens indbetalinger og udbetalinger var blevet foretaget over skatteyderens private bankkonto. 

Der var i sagen enighed om, at skatteyderen ikke havde selvangivet korrekt, og at skattemyndighederne derfor var berettiget til at foretage skønsmæssige ansættelser. Sagen omhandlende herefter, om der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn. 

Skattemyndighederne havde skønsmæssigt fastsat omsætningen i skatteyderens virksomhed på baggrund af indbetalinger på skatteyderens konto, mens de fradragsberettigede driftsudgifter var fastsat med udgangspunkt i branchens gennemsnitlige bruttoavance. 

Retten udtalte, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at der var grundlag for at tilsidesætte de skønsmæssige ansættelser. Retten fandt videre, at skatteyderens bevisbyrde var skærpet som følge af sammenblandingen af virksomhedens økonomi og skatteyderens private økonomi. 

Retten udtalte videre, at det regnskabsmateriale, som skatteyderen havde fremlagt, og udarbejdet i forbindelsen med skattesagen, alene var udarbejdet på baggrund af kontoudtog, idet skatteyderen ikke var i besiddelse af virksomhedens bogføringsmateriale, hvorfor regnskabernes bevismæssige værdi måtte vurderes i lyset heraf. 

Retten fandt herefter, at skatteyderen med bevisførelsen ikke havde godtgjort, at de skønsmæssige ansættelser var åbenbart urimelige eller hvilede på et forkert grundlag. 

Der var på den baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn. 

Skatteministeriets blev herefter frifundet. 

I en administrativ straffesag, som skulle sendes til politiet med en tiltalebegæring, havde S fået beskikket en forsvarer. Forsvareren havde bedt byretten om salær for sit arbejde medens sagen blev behandlet i Skattestyrelsen.

Byretten fastsatte forsvarerens salær til 9.825 kr. med tillæg af moms. Salæret skulle betales af statskassen.

Skattestyrelsen kærede kendelsen til landsretten med påstand om, at salæret til den beskikkede forsvarer ikke endeligt skulle betales af Skattestyrelsen. Indkærede påstod afvisning under henvisning til retsplejelovens § 968, stk. 4, subsidiært stadfæstelse.

Landsretten bemærkede, at kærebegrænsningsreglen i retsplejeloven ikke fandt anvendelse, da byrettens afgørelse blev truffet før retsplejelovens § 968, stk. 4’s ikrafttræden.

Landsretten henviste til de almindelige bemærkninger, som lå til grund for forsvarerbistandsloven, hvori der stod, at forsvarerbistandsloven lå tæt op ad retsplejelovens regler om beskikkelse af en forsvarer for en sigtet under den politimæssige efterforskning, og at bestemmelserne tog sigte på den situation, hvor straffesagen fandt sin afslutning i skattemyndighedernes regi.

På denne baggrund fandt Landsretten, at der i en situation som den foreliggende, hvor sagen efter det oplyste skulle oversendes til videre behandling ved politi- og anklagemyndighed, ikke på nuværende tidspunkt var grundlag for at tage endelig stilling til, hvem der skulle betale salæret til den beskikkede forsvarer.

Landsretten ændrede herefter byrettens afgørelse således, at det af retten fastsatte salær til den beskikkede forsvarer, foreløbigt betaltes af statskassen.

Der var ikke grundlag for at genoptage Landsskatterettens afgørelse af 25. februar 2020 efter skatteforvaltningslovens § 35 g, da de tidsmæssige betingelser herfor ikke var opfyldt, og da appellanten ikke havde sandsynliggjort, at Landsskatterettens afgørelse var materielt forkert. Byrettens frifindende dom blev derfor stadfæstet.

I en administrativ skattestraffesag med en samlet skatteunddragelse på 135.402 kr. havde sigtede S fået en beskikket en forsvarer. Skattestyrelsen henlagde straffesagen.

I forbindelse med salærsagen anførte Skattestyrelsen, at sagen grundet dele af dens genstand, kryptovaluta, havde været kompliceret, men bemærkede dog, at forsvareren på forhånd var bekendt med en større del af sagens akter, idet han repræsenterede S under kontrolsagen, som lå til grund for skattestraffesagen. Skattestyrelsen havde segmenteret sagens transaktioner, herunder med bidrag af advokaten i forbindelse med kontrolsagen.

Forsvareren havde oplyst, at hans samlede tidsforbrug i sagen udgjorde 15,65 timer, hvoraf størstedelen af tidsforbruget bestod af gennemgang af sagens akter og juridiske undersøgelser (8 timer), gennemgang og segmentering af sagens transaktioner med henblik på vurdering af, om der var tale om en "kryptosag" eller "sag om indsætninger" (3 timer) samt forberedelsesmøder med klient (2 timer).

Byretten fastslog, at salæret skulle fastsættes med udgangspunkt i landsretspræsidenternes vejledende salærtakster og under hensyntagen til det opnåede resultat, sagens beskaffenhed og arbejdets omfang. Retten fandt, at det forhold, at advokaten tidligere havde repræsenteret S i forbindelse med kontrolsagen, der lå til grund for skattestraffesagen, ikke i sig selv kunne begrunde, at salæret af den grund skulle nedsættes, henset til at kontrolsagen blev afsluttet for ca. 2 år siden. Retten fandt endvidere, at der ikke kunne tilkendes salær i fuldt omfang for juridiske undersøgelser, herunder gennemgang af praksis og relevante bestemmelser og vejledninger.

Byretten fastsatte forsvarerens salær til 27.000 kr. med tillæg af moms og afgjorde, at beløbet skulle betales endeligt af det offentlige.

Skattestyrelsen kærede kendelsen til landsretten med påstand om, at salæret til den beskikkede forsvarer nedsattes. Forsvareren nedlagde påstand om, at kæremålet skulle afvises, da der ikke var betalt kærafgift, og at salæret skulle forhøjes til 30.752,25 kr. med tillæg af moms og procesrente fra den 27. maj 2024, subsidiært stadfæstelse.

Landsretten bemærkede, at kæremålet var afgiftsfrit.

Kæresvarskriftet var modtaget efter kærefristens udløb. Der var ikke oplyst omstændigheder, som kunne begrunde en tilladelse til at nedlægge påstand om forhøjelse af det tilkendte salær, hvorfor påstanden blev afvist.

Salæret til den beskikkede forsvarer under en administrativ skattestraffesag skulle fastsættes i overensstemmelse med retsplejelovens regler herom. Efter sagens karakter og omfang og det tidsforbrug, der med rimelighed kunne anses for at have været nødvendigt til en forsvarlig varetagelse af hvervet, fandt landsretten, at salæret passende kunne fastsættes til 22.000 kr. med tillæg af moms.